Jeg er kan cykle, kan jeg.

Jeg er i praktik. 10.5 kilometer væk fra mit hjem. Jeg cykler. Hele vejen ned af bakke og op af bakke. I denne uge har jeg indtil videre cyklet 63 km. Blev simpelthen nødt til at dele det. Jeg er stolt. Af mig. Til gengæld, tror jeg, at et tegn på voksenhed, er når man begynder at synes folk UDEN cykelhjelme er kiksede. Er jeg kommet til det punkt, hvor jeg ikke længere lader min forfængelighed diktere? Nej. Men jeg cykler dog med cykelhjelm. Jeg røg hurtig tilbage til barndom, da jeg skulle hive mine bukser op efter et toiletbesøg, men glemte underbuksen dernede. Den følelse havde man lidt glemt. Det sker nu mest med strømpebukser.

Jeg er ikke sur, men skuffet.

Da jeg søgte på Huxi Bach, for at finde et billede af ham, jeg kunne bruge - fandt jeg denne artikel!

Mon ikke Hr Bach, skulle fortælle sin nye forelskelse, at han render rundt om natten, fletter sit hår og lader sig snave af sheriffer!?

(Når det er sagt, så kommer dette blogindlæg op som det første, hvis man googler "Huxi Bach snave")

Da Huxi Bach fik flettet alt sit hår og sheriffen snavede ham!

Her til morgen vågnede jeg op og havde ondt i min tunge. I første omgang, tænkte jeg, at jeg muligvis havde sovet med åben mund hele natten og min tunge var tørret ud. Dette var ikke tilfældet. I mit lettere morgengrimme spejlbillede fik jeg øje på to prikker på min tunge. Hvad er det og hvor kommer de fra? KAN det være at jeg igennem natten har snavet Huxi Bach? Og han så har prikket mig på tungen? Nok næppe. Det skal nok siges, for god ordens skyld, at jeg tilbragte hele natten i min egen seng i Kolleren og Huxi Bach, fysisk, ikke har været nær mig. MEN i min drøm, hvor jeg drømte, at jeg skulle knæopereres. En gammel kending fra Silkeborg var min portør og førte mig hen til et auditorium og satte mig ind i en noget-lignede-biograf fyldt med asiater og en lille colombiansk pige. Da jeg havde sat mig til rette, begyndte sæderne at sprøjte vand lige op i luften, i en tyk stråle uden at det ramte nogen og en indisk læge begyndte at snakke på tavlen. Derefter så jeg Lasse Rimmer på en skærm, der proklamerede at han skulle være hammerlam den aften og tog hen på værtshuset "Huxis Hjem", hvor to af hans venner sad. Med Huxi. Da mit knæ jo pludselig var fint, tog jeg også derhen og snakkede med Huxi. Men jeg skulle til Asien om morgenen. Så jeg tog Huxi med udenfor og snavede ham helt vildt, indtil at jeg fortalte ham, at han ikke skulle snakke med nogen om det her for det ville ødelægge illusionen. Og at han nok skulle overveje at droppe hans fletninger.

Derefter dragede jeg i snevejr mod Asien.


Rent faktisk, har sheriffen mødt Huxi Bach og dennes mor. På arbejde til premieren på sommeroperaen. Huxi havde ingen fletninger. Til gengæld var hans mor nok noget af det sødeste! (og det skader jo heller ikke en mands rygte, at han tager med sin mor til arrangementer... Han skal bare ikke prikke til ens tunge.)