Wasabi nødder = asian nam nam....

Det er mig ubegriveligt hvorfor folk ikke er lige så tossede med de fantastiske wasabi nødder som jeg! Det kradser lidt i maven, men med lidt god vilje gør det meste mad jo det, man skal bare huske at vælge mad med omhu...

Oh skræk Oh ve m.v.

.. Aldrig ( og det er løgn) har jeg været så ualmindelig mæt og fuld af mad på selvsamme gang.. Jeg ved jeg løj da jeg sagde at jeg kunne li' al slags svamp, for det er jo løgn, svamp diverse steder på kroppen er ikke det jeg ligefrem betegner som det alle sjoveste.. Men den svampesuppe med porrer Ida lavede til mig havde lutter gode intentioner - eller havde den? For nu sidder jeg jo så med denne mæthedsfølelse som jeg ikke lige kan slippe af med og jeg ved at man kun må spise sig 80% mæt ellers bliver du aldrig 100 år og en lille cerut i ny og næ hjælper også.. Tilgengæld siges der også at de gamler der bor hjemme ved sin familie gennem deres alderdom tit lever til de hundrede og et sådant menneske føler jeg mig, skal jeg virkelig byde min (pt ikke eksiterende)familie at have et gammelt fugleskræmsel forklædt som mig boende? Og tanken om at jeg muligvis (selvom jeg da elsker min mor og da gerne vil have at hun lever til de 100) boende skræmmer mig så meget at jeg, på trods af 80% mæthed, cerutter og et glas rødvin om dagen, nok ikke lever til de hundrede mig selv... Hrmf.
Jeg skulle ha' været i zoo i dag - vi ankom klokken 16.30 og zoo lukkede 17.00 - fjolle fjolle.. Gik tur i søndermarken, hvor en mormor desperat prøvede at tale i telefon med mig indtil jeg havde råbt 180 gange: JEG ER I SØNDERMARKEN! og mormoderen svarede, tine du er så langt væk jeg sms'er... Hun er nu så frisk min mormor - hun hører ualmindelig dårligt oig leder til tider som om at hun kan høre hvad jeg siger, selvom jeg nu kan høre at det er så langt væk fra sandheden som Søndermarken er fra Linå, og nogle gange løber hun også fra regningen - men stadig og på trods er kære mormoder guld værd...
Nå, men hjerne og jeg er stadig ikke helt så meget på talefod.. Vi prøver og det begynder at hjælpe lidt på, eller gør det nu det? For det kan jo bare være hjernevask?
Ida, min helt fantastiske søde Ida ser scenen er din og hun vil nok benægte, men det gør hun altså, og jeg vil joine hende og jeg vil helt sikkert benægte! Måske jeg kan lokke hende med ud og ryge en grøn look - ohh grøn look!

Den hårdeste skilmisse i lange tider.....

.......... Hvad skal jeg dog gøre? jeg er hoppet med på trenden blandt venner og tror jeg kan præstere at skrive en sådan blog som de kalder den.. Vellykket? Næppe! Skulle dette hjælpe på en hjerne som jeg sådan savner, da det i bund og grund var en rigtig dejlig hjerne og som fungeret mere eller mindre som hjerner nu gør.. Et desperat forsøg på at etablere et forhold til min hjerne? For at få den til at komme hjem til mig, så vi kan snakke og blive enige om at skilmisse ikke er sagen og jeg ikke har det godt uden den... "Kære hjerne - hvis du læser dette, så skal du vide at jeg savner og elsker dig, du er det bedste der er sket i mit liv og jeg kan ikke undvære dig. Tilgiv mig fordi jeg til tider har været lidt stram i betrækket. Vi kan og skal nok få det til at fungere, hvis bare du kommer hjem!"
Desværre er det kommet til dette: Jeg må kun få hukommelsen hver anden weekend og det er som om at det ikke holder i længden, min korttidshukommelse har jeg dog hver andet sekund, hvilket gør tingene en delt kompliceret til tider... De sanser som vi i sin tid købte i fællesskab, er nu blevet splittet half and half og jeg tror ikke de er videre tilfredse, man splitter jo hellere ikke tvillinger, vel? Klokken er nu 10.33 og jeg burde gå langsomt væk fra denne computer. Mine ben vil ikke med. HVA?! Jeg kan simpelthen ikke klare flere skilsmisser nu!