Fransk og Fugl

Jeg har virkelig en forkærlighed for fransk-inspireret musik. Det er som om det er sommer. Jeg lytter pt til Fabrizio Paterlini's Rue Des Trois Fréres - hvad betyder det? Det ved jeg ikke - det er smukt og sommer. Måske det i virkeligheden også bare er klaverets lyd jeg elsker mere end noget. Jeg kan slet ikke beskrive sådan som det føles i mit hjerte, når jeg lytter til en smuk melodi. Det er lidt som om mit hjerte kramper, men på en god måde. Det trækker sig sammen.

I morges da jeg skulle ud af døren, mødte et grusomt syn mig. Blackbird singing in the dead of night. Singing, no - dead, ja. Jeg ville ønske at jeg kunne sige til dræberkatten at han altså skal lade vær med det der. Det gør mig så trist. Kan han ikke tage nogle duer eller måger i det mindste. Ikke små fine fugle der synger i den tidlige morgentime? Sangen var ligesom også ophørt i morges, om det var larm fra vejen eller om fuglene holdte 2 minutters stilhed for deres sorte ven, det ved jeg ikke. Stille, det var der. Kun trafik, massere. Fuglekvideren var ophørt - kan fugle græde? Jeg så en gang et billede af en fugl der sad ved siden af sin døde fugleven. Fuglevennen var blevet kørt over og den anden fugl sad der bare. Som om den ikke ville forlade sin mage, sin ven.